Standardvilkår

For alle ydelser, der udføres af Madsen & Søeborg ApS for en klient, gælder ABR Forenklet (Forenklede Almindelige Betingelser for Rådgivning og bistand i bygge- og anlægsvirksomhed) med de præciseringer og forbehold, som er anført nedenfor.

Ydelser (præcisering iht. ABR Forenklet § 9 og § 12)
Madsen & Søeborg ApS’ ydelser omfatter udelukkende primære konstruktionsdele af konstruktiv karakter. Madsen & Søeborg ApS påtager sig ikke projektansvar for sekundære konstruktioner, fx tagudluftning, dampspærre, isolering og vinduesmontage mv.
Alle ydelser overholder bygningsreglementets bestemmelser.

Klientens ansvar
Det er klientens ansvar at redegøre udførligt for alle energi, brand- og lydforhold samt eventuelle individuelle forhold eller særlige forhold ved dette projekt, som der skal tages hensyn til ved projekteringen og udførelsen.

Generelle forudsætninger
Det forudsættes fra Madsen & Søeborg ApS side, at projektet kan henføres til max konstruktionsklasse 2.

Særlige forudsætninger ved kontrolopgaver
Når Madsen & Søeborg ApS ydelse består i at kontrollere det projekterede og/eller udførte arbejde, gælder i tillæg til det konkret anførte i selve aftalen følgende:
Projektet skal kunne henføres til konstruktionsklasse 2 (KK2).
Klientens bygværksprojekterende skal have udført uafhængig kontrol, og kontrollanten skal være kompetent og erfaren. Kontrollanten skal have mindst 3 års erfaring som rådgivende ingeniør inden for udarbejdning og kontrol af konstruktionsprojekter.
Såfremt der er væsentlige fejl og mangler ved den bygværksprojekterendes projekt, herunder hvis der mangler behørigt og struktureret kvalitetssikringsmateriale (kontrolplaner, kontrolrapporter og A5) i henhold til BR18 § 530, SBi-anvisning 271 og DS1140, afregnes det fornødne merarbejde som følge heraf efter medgået tid.
Madsen & Søeborg ApS foretager kontrol maksimalt to gange (myndighedsprojekt og hovedprojekt). Kontrol af konstruktionsændringer afregnes efter medgået tid.

Ansvarsbegrænsning (begrænsning i forhold til ABR Forenklet § 38)
Madsen & Søeborg ApS er ansvarlig i det omfang, ydelserne ikke lever op til ovennævnte, men er ikke ansvarlig i tilfælde af manglende levering af ydelsen som følge af ophør af den ansvarlige statikers ansættelse, herunder i forbindelse med dødsfald, eller ophørt certificering hos den ansvarlige statiker eller hos en eller flere af selskabets statikere, uanset årsagen hertil. I så tilfælde bortfalder et eventuelt resterende krav på honorar, mens der i øvrigt ikke kan gøres krav gældende mod Madsen & Søeborg ApS eller mod den pågældende statiker (eller dennes dødsbo).

Forbrugere (præcisering iht. det forudsatte i ABR Forenklet § 1 samt markedsførings-og voldgiftsloven)
Hvis klienten er forbruger, herunder en andels- eller ejerforening, gælder disse vilkår fortsat, men alle beløb i aftalen er da angivet inkl. moms, og eventuelle tvister mellem parterne skal afgøres ved domstolene frem for voldgift.

Gyldighed og fravigelse
Nærværende standardvilkår gælder i det omfang, der ikke udtrykkeligt er anført andet i selve kontrakten eller siden skriftligt aftalt andet, herunder ved e-mail.
Vilkårene er gældende fra den 15. marts 2024. De til enhver tid gældende vilkår kan rekvireres hos Madsen & Søeborg ApS og er tilgængelige på vores hjemmeside.